text

 

Greve’s dame og herre hold var søndag den 1. juni i kamp på Ballerup Stadion og her blev der lavet flere flotte resultater. Begge hold var ramt af afbud og havde en del debuttanter, men der blev kæmpet godt og samlet blev damerne nr. 3, kun 1 point efter Bagsværd på 2. pladsen som havde givet adgang til kvalmatchen i september. Herrerne endte på en 6. plads. Således er begge hold at finde i 1. division Øst igen til næste år.

Allerede i første øvelse som var 400m hæk blev der lavet nogle rigtig flotte resultater, hvilket gav Greve en rigtig god start på holdkampen. Hos herrerne vandt Sebastian Romer med et veldisponeret løb denne øvelse i 58,90 sek. hvilket var PR. Hos damerne løb Lise Hansen et rigtig flot 400m hækkeløb og blev på de sidste meter slået med 3 hundrededele af en løber fra Bagsværd. Den flotte tid på 67,06 sek. var PR med næsten 5 sekunder og samtidig senior klubrekord på distancen.

Af andre flotte resultater kan nævnes 100m, Peter Andersson 11.67 sek. og hans 200m i 23,87 sek. og på samme distance løb Sofie Revall 28,54 sek. i godkendt vind og Maria Kjeldsen 28,79 sek., hvilket var ny PR. Sofie vandt efterfølgende trespring med fine 9,60m. Anna Lange var helt ustyrlig og satte hele 3 PR. På 100m løb Anna 13,22 sek. Hun kastede spyddet ud på 32,87 m, og på 400m  løb Anna en fantastisk tid med 61,24 sek. Greve fik endnu en disciplin sejr i højdespring, hvor Kenneth Pedersen vandt med 1,83m, Kenneth løb også fine 17,52 sek. på 110m hæk i hans debut på distancen. I stangspring sprang Oliver Charbert 3,13m og hos damerne sprang Maria Kjeldsen 1,98m hvilket var PR og klubrekord. PR blev det også til Kasper Andersson med 53,36 sek. på 400m. Endelig vandt Amalie Lange overbevisende hammerkast med 50,30m PR samt klubrekord og kun 12 cm fra den danske årgangsrekord. Resultatet er endvidere det 4. længste kast som er præsteret i Danmark i 2014. Amalie vandt desuden diskoskast med fine 29,86m.

Alt i alt en fin start på holdturneringerne som fortsætter i Pinsen med landsturneringen for ungdom i Maribo hvor Greve stiller med 4 hold.