text

I den netop overståede weekend blev der afholdt Danske Øst mesterskaber for ungdom i Ballerup. Greve Atletik havde 41 atleter som stillede til start til dette stævne. Det resulterede i flotte 10 Danske Øst mesterskaber, 22 sølvmedaljer, 15 bronzemedaljer, 8 klubrekorder og en masse personlige rekorder. Så igen en rigtig god weekend for Greve Atletik, som blev 4. bedste klub på medaljelisten efter Sparta, Amager og arrangørklubben Ballerup.

Greve’s topscorer blev Ida Boe Rasmussen, piger 10-11 år, med 3 Danske Øst mesterskaber og især de helt unge atleter gjorde det rigtig godt. Også de 14-15 årige piger vandt rigtig mange medaljer. Lise Hansen sætter en flot klubrekord og vinder en bronzemedalje på 1500m med tiden 4.49.11 min og klarer samtidig Dansk Atletiks Tud krav i øvelsen. Anna Lange havde også en fantastisk weekend. Hun tangerede først en gammel klubrekord i længde med 5.19m, for bagefter at løbe en 300m hæk i ny klubrekord med tiden 47.14 sek. Pigerne sluttede fornemt af på den sidste 1000m stafet sammen med Maria Kjeldsen og Signe Romer og vandt i tiden 2.26,27 min, hvilket var ny senior klubrekord. Rigtig flot løbet af pigerne.

Som man kan læse af ovenstående, så lavede vores aktive, rigtig mange flotte resultater, og de kan alle ses på: http://www.mars-net.dk/2014/06-21-ost-ungdom/6.htm . Det lover rigtig godt for de kommende Danske ungdomsmesterskaber som afholdes på Østerbro Stadion ultimo august måned samt den efterfølgende landsturneringsfinale for ungdom som i år finder sted på Skovdalen Stadion i Aalborg.